Gravid i uge 7
I uge 7 er din baby på størrelse med et blåbær, hjertet er begyndt at slå, og hjernen vokser med svimlende hast. Ansigtet begynder at tage form med små mørke pletter, hvor øjnene kommer. Hormonerne kører på højtryk – og humørsvingninger er helt normale.

Din baby i uge 7
Babyen måler nu omkring en halv til én centimeter fra isse til hale. Hjernen udvikler sig meget hurtigt, og hovedet er derfor stadig stort i forhold til resten af den lille krop.
Arme og ben vokser videre, og små padleformede anlæg til hænder og fødder begynder at tage form. Ansigtet udvikler sig også gradvist: anlæggene til øjne, næse og ører bliver mere tydelige.
Hjertet slår allerede og udvikler sig hurtigt. Ved en tidlig ultralydsscanning vil man ofte kunne se hjerteaktiviteten som et lille blink ved en tidlig scanning, tydeligst fra 6+3.
De indre organer, blandt andet lever, nyrer og fordøjelsessystem, er i fuld udvikling. Navlestrengen udvikler sig også og danner forbindelsen mellem babyen og moderkagen.
Din krop og dine symptomer i uge 7
Hormonerne – især progesteron og hCG – arbejder på højtryk, og det kan mærkes både fysisk og følelsesmæssigt. Humørsvingninger, hvor du går fra glæde til gråd på få minutter, er helt almindelige og ikke noget, du kan tænke dig ud af.
Kvalme, træthed og ømme bryster fortsætter for de fleste. Nogle får øget spytdannelse eller en metallisk smag i munden, og mange oplever, at bestemte dufte eller madvarer pludselig er uudholdelige.
Livmoderen har omtrent fordoblet sin størrelse, men maven ser stadig ud som den plejer. Til gengæld strammer bukserne måske en smule på grund af oppustethed.
Har du fået målt hCG to gange? Se hvor hurtigt tallet stiger
Én måling siger næsten ingenting – fra uge 6–7 fortæller en scanning mere. Hele beregneren med forklaring →
Gravid efter fertilitetsbehandling? Din termin regnes fra ægoplægningen – ikke fra sidste menstruation →
Gode råd i uge 7
Tag humøret alvorligt
Store følelsesudsving er normale, men føler du dig vedvarende nedtrykt eller angst, så tal med din læge eller jordemoder. Trivsel er en vigtig del af graviditeten.
Hvil øjnene og kroppen
Trætheden topper for mange nu. En kort lur eller bare ti minutter med benene op kan gøre stor forskel midt på dagen.
Hold fast i rutinerne
Regelmæssige måltider og søvn holder både kvalme og humør mere stabilt. Kroppen kan bedre lide forudsigelighed lige nu.
Del det med nogen
Selvom mange venter med den store nyhed, kan det lette at have én fortrolig at dele både glæde og gener med i den tidlige, symptomtunge fase.
Relevant hos os i uge 7
Det her kan vi tilbyde dig netop nu i din graviditet.
Ofte stillede spørgsmål i uge 7
Er humørsvingninger et dårligt tegn?
Nej. De skyldes de kraftige hormonforandringer og siger intet om, hvordan du klarer forældrerollen. De aftager typisk, når kroppen vænner sig til hormonniveauet.
Hvornår kan man høre hjertelyden?
På en scanning kan man se hjertet slå fra omkring uge 6+0, og fra uge 12+0 kan I også høre hjertelyden.
Må jeg drikke kaffe?
Ja, men i begrænset mængde. Sundhedsstyrelsen anbefaler højst 200 mg koffein om dagen i graviditeten – svarende til cirka to kopper kaffe.
Din graviditet – uge for uge i din indbakke
Hver gang du går ind i en ny uge, sender vi dig, hvad der sker med din baby og din krop, gode råd til ugen – og hvornår de forskellige scanninger giver mening. Afmeld med ét klik.
Læs videre i uge 7

Tidlig scanning i København – det skal du vide

Guide til den første graviditet

